Velkommen til Vallensbæk Håndbold
Med dette lille skriv vil vi prøve at gøre det nemmere at være ny i vores klub, både som forældre og som spiller.
Vi er en klub, der fungerer ved frivilligt arbejde af både trænere, holdledere og vores bestyrelse. Klubben kan kun fungere, hvis alle bidrager og hjælper hvor det er nødvendigt. så venligst tilbyd din hjælp frivilligt når vi har brug for den. Hvis ledere i klubben beder om hjælp, så forventer vi at du gør det bedste du kan for at løse opgaven.
Klubbens trænere er ansvarlig for deres dispositioner overfor bestyrelsen, og husk at en træner har ansvar for udviklingen af alle spillere på holdet. Trænernes beslutninger bliver truffet ud fra mange hensyn, og fra bestyrelsen har 100% tillid til at vores trænere gør deres bedste for at efterleve den røde tråd. Men vi har ikke øjne på alt der sker i alle haller, så skulle det ske, at nogen fra Vallensbæk (spillere/forældre/træner) oplever at den røde tråd ikke respekteres og forsøgt efterlevet, er man meget velkommen til at tage kontakt til klubbens formand, eller en anden i bestyrelsen.
Punkter som I forældre kan give en hånd med her og der. Bl.a. ved:
- Kørsel til udekampe
- Hjælp til dommerbord ved hjemmekampe
- Hjælpe dit barn med at komme til tiden og omklædt
I vores klub sætter vi det sociale liv i højsædet. Det gør vi bl.a. ved at holde 2-4 arrangementer om året for ungdommen såsom:
- Klubdag 2 gange i sæsonen
- Awardfest for sæsonen
Derudover deltager vi som klub i 3-4 stævner fordelt over sæsonen.
Praktiske oplysninger
Vores hjemmeside er www.vallensbaekhaandbold.dk
Her kan du læse om:
- Ind og udmeldelse
- Træningstider
- Træner information
- Nyheder fra klubben
- Bestyrelsen
- Kontingent
- VH shoppen -hvor du kan købe VH træningstøj mm.
- Og meget mere….
Derudover støtter Vallensbæk Håndbold op omkring „De 10 forældre bud!“ fra Dansk Håndbold Forbund, som forklarer hvordan du bedst støtter dit barns deltagelse i håndboldsporten.
- Håndbold skal være sjovt for alle – både på og uden for banen.
- Mød gerne op til træning og kamp – hvis dit barn ønsker det.
- Giv opmuntringer til ALLE børn under kampen – ikke kun DIT eget.
- Bak op om arbejdet i foreningen – det bliver værdsat, også af dit barn
- Dommeren er en vejleder, der skal hjælpe børnene – kritisér ikke hendes/hans afgørelser
- Håndbold er en holdsport – holdkammeraterne er ikke ligeglade om dit barn kommer eller bliver væk
- Respektér trænerens beslutninger – vær positiv og støttende
- Giv opmuntringer i medgang og modgang – giv ikke kritik
- Spørg om kampen var god og sjov – ikke kun om resultatet og antallet af scoringer
- Det er dit barn, der spiller håndbold – og ikke dig
Sådan forløber en sæson i håndboldklubben
- En sæson begynder i maj og slutter i april.
- Der opkræves kontingent 2 gange årligt i hhv. august og januar.
- Hvert år i maj måned, er der oprykning til nye hold efter spillerens fødeår. Der er 2 årgange i alle aldersgrupper for ungdomsspillere, og der grupperes efter hvor gammel spilleren bliver i det aktuelle kalenderår.
- Spillere der er yngre end 8 år deltager i Trille Trolle, og spiller som udgangspunkt ikke kampe. Her er fokus på leg, bold og trivsel, og det forventes at forældre deltager i træningen.
- Spillere der er 8-9 år spiller på U9. Her deltager vi i 1-dags stævner i weekends, hvor vi spiller kampe mod andre hold.
- U11 for spillere som fylder 10 eller 11 år.
- U13 for spillere som fylder 12 eller 13 år.
- U15 for spillere som fylder 14 eller 15 år.
- U17 for spillere som fylder 16 eller 17 år.
Opdelingen er som udgangspunkt fast, men der er mulighed for aldersdispensation, hvis trænerne vurderer, at der giver mening for spillerens udvikling.
- Spillere som er 10 år eller ældre (U11 og op) deltager i turneringskampe, som fortrinsvist spilles på søndage i perioden fra oktober til april.
Skulle I have spørgsmål om klubben, så kontakt jeres træner/ holdledere.